Kyllingefilet med pesto, mozarella og andre lækre sager

DSC02517

På denne fredag har Jeppe og jeg inviteret min svigerfar på aftensmad og her står menuen på kyllingefilet med pesto, mozarella og andre lækre sager. Kylling i sig selv kan ofte blive kedeligt i længden, i hvert fald herhjemme, så derfor er vi nødt til at tænke lidt ud af boksen og lave kylling på lidt forskellige måder, for ikke at køre surt i det. Det er jo dejlig sundt og kan smage ualmindelig godt, så længe det tilberedes ordentligt. Umiddelbart tænker jeg, at det kun er fantasien, der sætter grænser for, hvad man kan komme i en kyllingefilet for at gøre den ekstra spændende, men i dette indlæg får I mit bud på en utrolig lækker og smagfuld kombination, hvor man bestemt ikke går på kompromis med sundheden. Kyllingen serveres i dag med ovnbagte kartofler vendt i olie og flagesalt samt en sommerlig salat, som du kan finde opskriften på lige her og ellers kan tilbehøret hertil jo også variere i det uendelige. Om ikke andet, så er det virkelig anbefalelsesværdigt, især hvis man også har en dag, hvor man lige skal have udryddet de sidste rester i køleskabet.

Ingredienser: (3 kyllingefileter)

  • 3 kyllingefileter
  • 1 kugle mozarella
  • 3 store tsk. grøn frisk pesto
  • 1 pk. tyndtskåret chorizo
  • 1/2 rødløg
  • lidt olie
  • salt og peber

Fremgangsmåde:

  1. Skær kyllingefileterne over på midten – næsten hele vejen igennem.
  2. Smør 1 stor tsk. pesto i dem alle til at starte med.
  3. Top med 3-4 skiver chorizo pr. kyllingefilet.
  4. Tilsæt mozarellaskiver og rødløg.
  5. Kom til sidst lidt olie henover kyllingefileterne og drys med salt og peber.
  6. Kom dem i et ildfast fad og bag i ovnen ved 180 grader i ca. 25-35 minutter afhængig af størrelsen på kyllingefileterne.
  7. Velbekomme

Og så kryds lige fingre for, at det falder i svigerfars smag, ikke? 😉 Han er selv en haj i et køkken, så nogen gange kan han give en helt præstationsangst 😛

Rigtig god weekend alle sammen.

DSC02518

DSC02513

Share on
Share on FacebookPin on PinterestEmail this to someonePrint this page