Low carb broccoli-pølsehorn

DSC00439

Efter at have set rigtig mange forsøg på broccolipølsehorn, især på Instagram, tænkte jeg, at jeg hellere selv måtte få afprøvet en opskrift. Hvis man har problemer med at indtage de anbefalede 600 g frugt og grønt om dagen, så er disse et rigtig godt alternativ, da grøntsagerne er camoufleret og egentlig giver en følelse af, at man spiser brød. Jeg synes at de smager rigtig godt og det er helt sikkert nogle, som jeg vil lave fremadrettet, som et sundere alternativ, da ernæringsfordelingen er helt anderledes, men jeg vil dog ikke lægge skjul på, at jeg til enhver tid ville foretrække et originalt pølsehorn .. Og dem der ikke ville foretrække det, de må simpelthen lyve 😉 – det bilder jeg i hvert fald mig selv ind, haha. Når man laver disse pølsehorn skal man dog lige være opmærksom på at “dejen”/massen kan være vanskelig at samle. Jeg kæmpede bogstavelig talt lidt med at få formet pølsehornene og blev en smule utålmodig, men det hjælper rigtig meget, hvis man skyller sine hænder i koldt vand mellem hvert pølsehorn man former – det får massen til at hænge bedre sammen (dette tip finder jeg selvfølgelig først på efter at have bakset med massen i 10 minutter 😛 – typisk! Men tippet er hermed givet videre). Umiddelbart tænker jeg at massen ville blive nemmere at samle, hvis man tilføjede lidt mandelmel eller lignende, så det har jeg tænkt mig at forsøge mig med i næste portion jeg laver. Jeg fik 6 store pølsehorn ud af opskriften (spiste et af dem allerede da de var kommet ud af ovnen, så det er ikke med på billederne 😉 haha) og har frosset 4 af dem ned, da jeg ærligt ikke ved, hvor længe de vil kunne holde sig gode. Pølsehornene mætter utrolig meget og hvis man liger dypper dem i sukkerfri ketchup (kan købes i Lidl), så sætter det lige prikken over i’et.

Ingredienser (6 stk.)

  • 1 broccoli (uden stilk)
  • 200 g revne gulerødder
  • 80 g havregryn
  • 50 g HUSK
  • 3 hele æg
  • 2 æggehvider
  • 6 kyllingepølser

Fremgangsmåde

  1. Tænd ovnen på 175 grader.
  2. Blend broccolien i en blender eller foodprocessor. Har du ikke købt gulerødderne revne kan du skrælle dem, skære dem i små stykker og så blende dem sammen med broccolien.
  3. Tilsæt resten af ingredienserne og rør godt rundt. Massen bliver ikke sammenhængende, men den er fugtig.
  4. Tag de 6 pølser og kom ”dejen”/massen rundt om dem (brug gerne tippet med at skylle hænderne i koldt vand mellem hvert pølsehorn).
  5. Beklæd en bageplade med bagepapir og læg pølsehornene herpå.
  6. Bag pølsehornene i ca. 45 minutter til de er gyldne (afhænger af størrelsen, så hold øje)

Ernæringsfordelingen for ét stort pølsehorn er følgende:

Kcal: 172

Protein: 11,8 g

Kulhydrat: 15,6 g

Fedt: 6 g

Altså ser det rigtig fornuftigt ud, når man tager i betragtning, hvor meget sådan ét pølsehorn mætter!

DSC00447

DSC00444

Share on
Share on FacebookPin on PinterestEmail this to someonePrint this page