Oreo chokoladetrøffel kage

Oreo

Wauw siger jeg bare .. Jeg tror det er det ord, der dækker smagsoplevelsen af denne lækre sag aller bedst. Min kæreste havde fødselsdag i søndags og til enhver fødselsdag hører der jo kage til (der er altid en eller anden god undskyld for at bage eller spise kage) 😉 Til tider tror jeg at min kæreste synes, at jeg bager lidt for mange ernæringsforbedrede ting og sager. Hans eneste krav var i hvert fald at den skulle smage sødt og syndig og at den skulle indeholde oreo-kiks. Så var resten ellers op til mig. Gudskelov blev han ellevild med resultatet – de oreokiks er jo også for lækre – og da gæsterne tog hjem var der heller ikke mere tilbage – det plejer jo som regel at være et godt tegn 😀 Jeg hentede lidt inspiration til kagen her, men det er egentlig kun opskriften på de knasende nødder, som jeg har brugt derfra. De bidrager lige med lækker og sødt crunch til den ellers kraftige og lidt bitre chokoladesmag. Jeg vil anbefale alle og enhver til at lave kagen her, men jeg tør ikke garantere, at I ikke bliver afhængige. Min kæreste vil i hvert fald gerne have, at jeg allerede bager den igen til hans kollegaer på onsdag 😉

Ingredienser (6 personer):

Bund

  • 1 pakke oreo kiks (154 g)
  • 1 spsk. kokosolie
  • 45 g smør

Karameliserede nødder

  • 100 g hasselnødder
  • 40 g sukker
  • 1 tsk. salt

Chokoladetrøffelcreme

  • 0,5 dl mandler
  • 1 dl kakao
  • 1 dl dadler
  • 1 dl kokosmælk (jeg brugte light)
  • 1 dl kokosolie
  • 1 dl varmt vand
  1. Start med at blende oreo-kiks til krummer og tilsæt kokosolien og smørret.
  2. Fordel massen i en beklædt form og tryk den flad – sørg for at komme helt ud i kanterne.
  3. Sæt bunden på køl, mens fyldet laves.
  4. Rist hasselnødderne i ovnen på en beklædt bageplade ved 150 grader i 20-30 minutter.
  5. Nuldr skallerne af nødderne og hak dem groft.
  6. Smelt sukkeret sammen med salt i en gryde, når det er smeltet så tilsæt de hakkede nødder og vend det godt rundt.
  7. Hæld massen ud på bagepapir og lad det køle af. Lav imens chokoladetrøffelcremen.
  8. Kom mandler, dadler og kakao i en foodprocessor eller en blender og blend indtil massen samler sig til en stor klæbrig klump.
  9. Tilsæt nu kokosmælk, kokosolie og vand og lad den kører til massen bliver flydende, blød og silkeagtig af udseende.
  10. Tag nu bunden ud af køleskabet, hak de karameliserede mandler i ønsket størrelse og fordel dem på kiksebunden (husk at gemme noget af det til pynt)
  11. Hæld chokoladetrøffelcremen over og stil kagen på køl i 4-5 timer, så den rigtig kan få lov til at sætte sig.
  12. Inden servering tages kagen ud, drysses med kakaopulver og pyntes med resten af de karameliserede nødder.

DSC04645
DSC04627

Bloglovin-ikon

Share on
Share on FacebookPin on PinterestEmail this to someonePrint this page