Proteinrig cheesecake m. pistacie

DSC00400

Forleden aften lå jeg og slet ikke kunne sove, da jeg desværre stadig har været plaget af en del sygdom, og hvad er så bedre at tænke på end mad? 😉 Faktisk tænker jeg på mad dagen lang, det er virkelig frygteligt! Nå, men jeg var stadig helt overrasket over den smagsoplevelse, jeg havde haft i forbindelse med min første cheesecake – du kan finde opskriften lige her – da jeg virkelig aldrig har set denne slags kage, som værende vildt lækker. Idéerne piplede rundt inde i mit hoved og så slog det mig. Tine og jeg skulle da eksperimentere med en opskrift på en pistacie-cheesecake. Tine og jeg er rigtig gode til at supplere hinandens idéer og derfor vil jeg også gerne pointere, at Tine har været lige så meget inde over opskriften som jeg selv :-D. Vi mødtes derfor og lavede denne virkelig lækre udgave sammen, som kommer rigtig tæt på den originale konsistens og smagsoplevelse, når det kommer til cheesecake. Ja, opskriften kunne sagtens være gjort endnu sundere, men denne gang var det også vigtigt for os at vise, at man stadig kan bruge lidt af de kaloriefyldte ingredienser, men stadig opnå en rigtig fornuftig makronæringsstoffordeling. Udgaven her består derfor af en kiksebund, hvor der er brugt digestive fuldkornskiks, æblemos samt kokosolie. Dertil hører så en lækker nøddecreme som fyld, som er lavet på bl.a. pistacienødder, pistacieproteinpulver (kan undlades, men så falder indholdet af protein naturligvis) og skyr. Hvis du ikke er i besiddelse af porteinpulver med pistacie, så vil jeg blot anbefale at tilsætte den dobbelte mængde pistacienødder, end hvad vi har gjort i nedenstående opskrift. Så får du besøg her i weekenden og gerne vil diske op med lidt lækkert til aftenkaffen, så er denne cheesecake helt klart anbefalelsesværdig. Opskriften kommer her.

Ingredienser & fremgangsmåde (1 springform med diameter på 22 cm):

Bund

  • 300 g digestive fuldkornskiks
  • 100 g æblemos (du kan evt. lave din egen ud fra denne opskrift), vi købte vores
  • 1,5 spsk. kokosolie
  1. Knus digestive-kiksene i mindre stykker og kom dem i en blender/minihakker/foodprocessor sammen med æblemosen og kokosolien.
  2. Få det rørt godt sammen og lad det gerne røre i ca. 2-3 minutter.
  3. Kom massen i en springform og sørg for, at den er jævnt fordelt.
  4. Bag bunden i en forvarmet ovn på 200 grader i ca. 10 minutter.

Fyld

  • 200 g Buko light smøreost
  • 350 g skyr
  • 2 scoop proteinpulver med pistacie fra Bodylab – kan købes lige her . Alternativt kan du som nævnt ovenfor tilføje yderligere 2 håndfulde pistacienødder (pulveret giver blot en dybere smag og tilfører kagen ekstra proteiner)
  • 2 håndfulde pistacienødder
  • 5 blade husblas
  1. Opblød husblassen i koldt vand i 10 minutter.
  2. Bland imens skyren op med proteinpulveret i en skål for sig.
  3. Sørg for at pres alt vandet ud af husblassen efter de 10 minutter og kom det derefter i en gryde ved jævn varme, indtil det er helt smeltet.
  4. Kom skyrblandingen ned i gryden til husblassen og rør godt rundt (det skal gå ret stærkt med at få skyren overi). Massen skal være lillefingervarm og uden klumper fra husblassen.
  5. Hak pistacienødderne groft og rør dem sammen med Buko smørosten i en skål og tilsæt så skyrblandingen. Her er det vigtigt at der røres rundt hurtigt efterfølgende, så massen ikke ”chokker” pga. husblassen.
  6. Kom fyldet på bunden og sæt det hele på køl i mindst 4 timer inden servering.
  7. Pynt med det du ønsker at pynte kagen med. Vi brugte 2 håndfulde pistacienødder og 72% mørkt chokolade.

DSC00404

DSC00393

Hvis man deler cheesecaken i 8 lige store stykker, så er ernæringsfordelingen for et stykke kage (inkl. topping) følgende:

Kcal: 183

Protein: 17,1 g

Kulhydrat: 13,5 g

Fedt: 6,3 g

 

Share on
Share on FacebookPin on PinterestEmail this to someonePrint this page